Det vipper og vælter i dette landsskabsmaleri. Hytten ser ud til at glide nedad – på vej til at blive opslugt af en sprække i jorden? Gulvplankernes lige linjer suger vores blik indad mod huset og dalens dyb. Men det føles mere rart at gå i modsat retning: At parkere blikket ude på plankegulvet, hvor man bare betragter landskabet. Jens Andersen får os ud på gyngende grund ved at lege med denne spænding mellem det fjerne og ukendte, der drager – og på den anden side: det sikre og trygge.

Dét binder an til et af de klassiske dilemmaer i litteraturen: Er man dér, hvor tingene sker? Midt i verdens vrimmel, bevidsthedsfri og tæt på lykkelig. Eller står man udenfor verden? Tung af tanker, på afstand af det hele? Men hov! Hvide afgrænsede streger til højre i billedfladen antyder en gående figur på vej hen til hytten. En kontrast til landskabet, der er bygget op af brede, svingende penselstrøg. Kommer der én og forsoner vores splittelse? Måske. Det kan også være en snestorm, der trækker op. Det vipper og vælter, og vi bliver ikke klogere. Pia Thomsen kunsthistoriker, Dialog Kommunikation