Julekort 2018

Titel: ‘Coming up for air’, 2012. Olie på lærred 85 x 60 cm.
Kunstner: Asmund Havsteen-Mikkelsen (1977) www.asmundhavsteen.net

Asmund har studeret litteratur og filosofi på Københavns Universitet og er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi (2009).

I sin kunstneriske praksis har Asmund været dybt optaget af arkitektur som tema og rammefortælling for det liv, vi lever. Interessen kredser om forbindelsen mellem arkitektur og psykologi, og hvordan et givent rum og dets særpræg påvirker vores daglige rutiner og tanker.

Han er repræsenteret i en række private og offentlige samlinger, bl.a. Statens Kunstfond og Ny Carlsbergfondet.

Maleriet viser et udsnit af en trappe fra den tyske pavillon på Arkitektur biennalen i Venedig 2006 tegnet af Grüntuch Ernst Architecten fra Berlin. Maleriet indgik i en serie på 12 malerier som blev trykt i en bog om firmaet.

”Jeg valgte et trappemotiv, fordi trappen er et transitrum – fra en etage til en anden, fra en tilstand til en anden. Dette understreges af farvernes komplementære forhold til hinanden: rød på grøn baggrund. Titlen ‘Coming Up for Air’ er inspireret af en roman af George Orwell fra 1939, der bl.a. handler om klarsyn i forhold til politiske begivenheder og for mig udgør netop det, et ekstra lag i billedets betydning”, forklarer Asmund Havsteen-Mikkelsen.