Kåre Frang er uddannet billedhugger (Master of Fine Arts, MFA) fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2020 og har siden 2014 vist værker på gallerier, kunsthaller, filmfestivaler og udstillingssteder i både ind- og udland.
Kåre Frang arbejder primært med video, skulptur og billedgenstande med forskellige former for abstraktioner. Alle hans værker indeholder elementer af manipulering eller forskydning af tid, skala eller materiale, men alt bindes sammen af et forskudt forhold til det normale. Hans seneste værker udspringer af en fascination af dagligdagen og dens skrøbelighed, tyngde og sammenbrud. Igennem stadier af indre og ydre uro bliver genstande og overgange undersøgt og bearbejdet. Med hverdagens skrøbelighed forstås at ting, følelser, systemer og mennesker altid befinder sig på et stadie enten før, i eller efter et kollaps. Noget genkendeligt fordrejes af kunstneren, så en given værdi eller betydning slår sprækker og en anden virkelighed anes.
For hvad sker der egentlig, når den vante rytme afbrydes og verden destabiliseres for en stund? Når ting eller mennesker vi knytter os til, agerer anderledes end forventet?
Det umiddelbart abstrakte motiv i billedgenstanden “OSLO” er en bearbejdning af et foto taget fra kamerarullen på Kåre Frangs mobiltelefon. I værket er fotoet af en snekugle med en lille hvid kanin blandt dalende snefug bearbejdet gennem en særlig metode, hvor pigmentblæk støbes sammen med en akrylbaseret gips. Foruden fotoet af den rystede snekugle ses de bearbejdninger og påvirkninger Kåre Frang har påført den våde pigmentblæk og gipsen sammen med de billeddannelser som er opstået tilfældigt i processen.
www.kaarefrang.eu
emcon
Gammel Lundtoftevej 1C, 2800 Kgs. Lyngby
Tel. +45 3997 0000 · emcon@emcon.dk
CVR: 15280778 EAN: 5790002596964