Julekort 2019

MARTIN NANNESTAD JØRGENSEN (1959)

”At væve et billedtæppe kræver en helt speciel fordybelse, da man kun kan se 30 cm ad gangen, inden tæppet drejer omkring bommen og forsvinder ud af syne” har Martin udtalt til Børsen.

Martin inspireres af mange rejser og tager fotografier i by og landskab, hvilket udgør forarbejdet til Martins billedtæpper, der udvikles på computer som synteser af mange forsøg og ændringer undervejs. Martin elsker at arbejde med et materiale der har stoflighed og skaber atmosfære. Et tæppe kaster f.eks. ikke lyden tilbage, hvilket kan have stor betydning når værkerne anvendes til udsmykning i bygninger.

SHINJOKU HIGH (2010)

214 x 321 cm fladvævet billedtæppe i indfarvede garner af hør og nældeplantefibre fra den japanske ramie. Garnet er specielt udviklet og fremstillet i Kyoto, Japan (prøve vedlagt). Tæppet er opspændt på en stålramme og indgik i Martins store solo udstilling Slow Art i Rundetårn, København april-maj 2019.

Udstillingen bestod af 14 store billeder, hvoraf de to største måler mere end 5 m i længden og fik en overvældende positiv modtagelse. Værkerne er fremstillet over en periode på mere end 10 år og det tager ikke under 1000 timer at fremstille et billede.

Libbie Fjelstrup (anmelder med tilknytning til Politiken siden 1984) udtalte om udstillingen: ”Jeg har gennem årene set adskillige glimrende udstillinger med gobeliner og billedtæpper, men ingen, absolut ingen, på højde med udstillingen Slow Art af Martin Nannestad Jørgensen.” www.martinnannestad.dk